Salgs- og leveringsbetingelser
2019-03
1. ANVENDELSE.
Nedenstående almindelige salgs- og leveringsbetingelser (”Betingelser”) finder anvendelse ved salg og leverancer fra CPH Bespoke ApS (”CPH”), såvel ved levering af et fysisk produkt, en arbejdsydelse, rådgivning eller en kombination heraf, medmindre CPH ved udtrykkelig skriftlig aftale har fraveget disse helt eller delvist. Ændringer af og tillæg til aftalegrundlaget er kun gældende, hvis parterne skriftligt har aftalt dem.
2. AB18.
Al salg, leverance og montage sker som udgangspunkt i henhold til disse Betingelser, ellers udarbejdes selvstændigt aftalegrundlag iht. Almindelige Betingelser for arbejder og leverancer i bygge- og anlægsvirksomhed (”AB18”)”, således at AB18 i sin helhed anses for aftalt mellem parterne i det omfang, særskilte skriftlige aftaler eller nedenstående leveringsbetingelser som fremgår af disse betingelser udtrykkeligt eller forudsætningsvis fraviger AB18 jf. AB18 §6.
3. Kundens egne forretnings- og indkøbsbetingelser har kun virkning, såfremt de skriftligt er accepteret af CPH. Ved salg af produkter eller services, der skal fremskaffes specielt, er CPH forpligtigelser over for kunden begrænset til de rettigheder, CPH opnår hos sin leverandør af det pågældende produkt.
4. Såfremt enkelte punkter i Betingelserne ikke skulle være gyldige, eller af anden årsag ikke finder anvendelse, får dette ikke indflydelse på anvendelsen og gyldigheden af de resterende bestemmelser i Betingelserne.
5. Betingelserne er gældende for Danmark.
6. AFTALEINDGÅELSE.
Hvor intet andet er anført, er tilbud fra CPH gældende i 30 dage fra afgivelsesdatoen. Ved accept efter tilbudsfristens udløb forbeholder CPH sig retten til at ændre eller hæve tilbuddet.
7. En bindende aftale foreligger, når et tilbud er accepteret skriftligt. Vilkårene for parternes aftale fremgår herefter af nærværende salgs- og leveringsbetingelser.
8. Aftalen omfatter udelukkende materialer og ydelser, der er udtrykkeligt anført i det accepterede tilbud. Såfremt CPH leverer andre ydelser eller ekstramaterialer, skal kunden særskilt betale herfor efter regning.
9. Kunden kan ikke afbestille en leverance/en bestilling, for hvilken der enten mundtligt eller skriftligt er indgået bindende aftale. I situationer, hvor kunden ønsker, at CPH afbryder arbejdet med en ordre, faktureres som minimum de allerede forbrugte projekttimer samt materialer og produkter, der ikke kan videresælges til kostpris.
10. PRODUKTBESKRIVELSER OG TEGNINGER.
Oplysninger og teknisk data i produktinformation og lignende er anslåede og kun bindende i det omfang, det accepterede tilbud udtrykkeligt henviser dertil.
11. Hvor der i leverancen indgår materialer, der direkte eller indirekte stammer fra kunden eller kan henføres til kunden eller dennes øvrige samarbejdspartnere, forudsættes uden videre, at sådanne materialer er velegnede til formålet, leveret i korrekt mængde og i rette tid. CPH er ikke forpligtet til at foretage for kontrol af materialer, mængde eller tidsmæssig levering ift. tidsplan. Det samme gælder, hvor leverancen direkte eller indirekte er baseret på tegninger, instrukser eller øvrige oplysninger fra kunden eller kundens øvrige samarbejdspartnere, idet CPH således automatisk og uden nogen form for kontrol forudsætter, at sådanne oplysninger m.v. er korrekte og velegnede til formålet.
12. Tekniske tegninger, produktionstegninger og lignende tilhører den af parterne, der har leveret disse, og må ikke uden forudgående skriftlig tilladelse benyttes af parterne til andre formål, herunder kopieres, reproduceres eller videregives til tredjepart.
13. Såfremt kunden udleverer tegninger, modeller eller andre informationer til CPH til brug for fremstilling af det bestilte produkt eller ydelse, påtager kunden sig ethvert ansvar for krænkelse af tredjemands rettigheder i forhold til patent, mønsterbeskyttelse, ophavsret o. Lign. På samme måde påtager kunden sig ethvert ansvar ift. leverancer, konstruktioner, tilpasninger, forsinkelser samt ændringer baseret på udleverede tegninger og produktinformation fra kunden og kundens underleverandører.
14. LEVERING.
Medmindre andet er skriftligt aftalt, er det CPHs Betingelser for under- og overleveringer, som er gældende. Er der aftalt en leveringsklausul, fortolkes denne i henhold til de ved aftalens indgåelse gældende Incoterms med de ændringer, der måtte følge af disse Betingelser.
15. Risikoen for leverancer overgår til køber, når CPH rettidigt stiller varerne til disposition for køberen på leveringsstedet. Er ingen leveringsklausul aftalt, skal levering anses for at ske “Ex Works” sælgers adresse.
16. Er der aftalt successiv levering, skal hver leverance betragtes som en selvstændig leverance. Kunden har således ikke ret til ved mangler ved en delleverance at hæve aftalen, for de øvrige leverancer.
17. Såfremt transport sker direkte til kunden fra en af CPHs underleverandører, bærer kunden ligeledes forsendelsesrisikoen, medmindre andet er udtrykkelig aftalt. Det anførte gælder, uanset om CPH ifølge aftale afholder udgifterne til transport og forsendelse. I tilfælde hvor CPH skal forestå montering, bærer kunden risikoen for hændelig eller udefra kommende skade på produkterne, der tilgår produkterne på det sted, hvor produkterne skal monteres eller opbevares.
18. Leveringstiden anført i det accepterede tilbud er at betragte som det seneste tidspunkt, hvor levering forventes at ske. CPH er således berettiget til at levere på et tidligere tidspunkt. Leveringstiden angivet i accepteret tilbud er ligeledes at betragte som det forventede leveringstidspunkt, og kan således ikke opfattes som en garanti for, at levering er sket ved udløbet af leveringstiden.
19. Leveringstiden kan udskydes i tilfælde af, at kunden ikke rettidigt har givet CPH ønskede eller tilstrækkelige oplysninger om ordren og monteringsstedet, i tilfælde af at monteringsstedet eller arbejdsforholdene ikke lever op til det i betingelserne om arbejdsforholdene og arbejdsstedet anførte, samt i tilfælde hvor der foreligger en ansvarsfrihedsgrund som nærmere anført i pkt.40. I sådanne tilfælde forlænges leveringstiden i det omfang, CPH efter omstændighederne skønner dette rimeligt.
20. Såfremt leveringstiden overskrides væsentligt, og dette ikke skyldes forhold, for hvilke kunden er ansvarlig eller bærer risikoen, er kunden ved påkrav til CPH berettiget til at kræve levering inden rimelig tid. Kunden kan i sådanne tilfælde meddele CPH en rimelig frist på minimum 4 uger. I tilfælde af at CPH efter udløbet af denne frist fortsat ikke har fortaget levering, og dette skyldes forhold, for hvilke CPH er ansvarlig, er kunden berettiget til at hæve aftalen og kræve erstatning for sine direkte omkostninger forårsaget af forsinkelsen. Medmindre CPH har handlet groft uagtsomt, kan CPH ikke drages til ansvar for driftstab og andre indirekte tab. Kunden har ikke andre beføjelser i tilfælde af forsinkelse.
21. I tilfælde hvor CPH skal forestå montering, installation eller lignende, skal kunden sørge for, at CPH har fri og uhindret adgang til arbejdsstedet således, at arbejdet kan foregå frit og uhindret og uden afbrydelser. På samme måde bærer kunden risikoen for rettidig og korrekt levering af egen og egne underleverandørers leverancer, der påvirker CPHs opfyldelse af kontrakten. I modsat fald skal kunden betale særskilt for enhver deraf følgende forsinkelse eller besværliggørelse af arbejdet og enhver ekstraudgift og ekstraarbejde efter regning. Kunden skal herunder betale for ventetid og ekstra transporttid efter regning. I sådanne tilfælde kan CPH uden varsel kræve indbetaling af et depositum svarende til den skønnede ekstraomkostning for kunden.
22. I tilfælde hvor CPH skal forestå montering, installation eller lignende, forudsættes det, at kunden leverer nødvendig strøm og vandforsyning til arbejdet samt at alle nødvendige stik, ledninger, rørføringer m.v. forefindes på installationsstedet, således at der umiddelbart kan ske tilkobling hertil. Det forudsættes desuden, at kunden har sikret sig, at installationsområdet er klargjort og egnet til formålet, herunder at vægge og gulve m.v. har den fornødne bæredygtighed og overflade m.v.
23. FORSIKRING.
Forestår CPH montagen af leverancen, påhviler det kunden at tegne all-risk forsikring med fuld dækning af alle værdier, herunder det der tilføres montagestedet i forbindelse med monteringen.
24. Det påhviler kunden at sikre, at CPH i forbindelse med arbejder ved bestående bygninger er medforsikret på bygherres Bygnings-, løsøre- og driftsforsikring således at der i skadestilfælde ikke kan rettes krav/regreskrav mod CPH.
25. REKLAMATION OG MANGLER.
Reklameres der ikke straks, efter at en oprindelig mangel er eller burde være konstateret, er retten til at gøre manglen gældende bortfaldet. Ethvert krav som følge af mangler, uanset art, skal være gjort gældende inden 12 måneder efter det faktisk leveringstidspunkt/afhentningstidspunkt/monteringsafslutning. Overholdes fristerne ikke, kan kunden ikke efterfølgende påberåbe sig manglen.
26. I tilfælde af at CPH er ansvarlig for mangler, er CPH forpligtet og berettiget til – efter eget valg – at afhjælpe manglen, at foretage omlevering, at give forholdsmæssigt afslag i prisen eller betale erstatning for kundens direkte tab som følge af manglen. Såfremt afhjælpning medfører indgreb i andet end det af ordren omfattede, eksempelvis i kundens ejendom, påhviler arbejdet og omkostninger herved kunden. Såfremt det viser sig, at reklamation ikke er berettiget eller kun delvist berettiget, kan CPH kræve betaling for det arbejde og de omkostninger, reklamationen har afstedkommet.
27. CPH er ikke ansvarlig for mangler og manglende funktionsdygtighed, som ikke skyldes CPH forhold. CPH er herunder ikke ansvarlig i tilfælde af mangelfuld eller fejlagtig vedligeholdelse eller brug. Endvidere er CPH i intet tilfælde ansvarlig, såfremt andre end CPH har foretaget reparation af eller andre former for indgreb eller tilvirkning af produktet.
28. CPH hæfter ikke for kundens driftstab, avancetab eller anden indirekte tab som følge af mangler ved leverancen/varen.
29. For dele leveret af en underleverandør, som indgår i leverancen fra CPH, eksempelvis teknikkomponenter og automatik m.v., ydes sammen garanti, som CPH får fra underleverandøren.
30. BETALING.
Medmindre andet er skriftligt aftalt, sker enhver leverance og ethvert salg mod kontant betaling, hvorfor CPH er berettiget til at tilbageholde leverancen/varen, indtil betalingen er modtaget.
31. CPH er berettiget til at kræve forudbetaling ved ordredato på op til 75 % af ordrer på ≤DKK 100.000,-. Forudbetaling på 50 % kræves af ordrer ≤DKK 200.000,- med mindre andet aftales parterne imellem. Ved længerevarende eller større ordre forbeholder CPH sig retten til løbende at fakturere.
32. Misligholder kunden betaling af købssummen for en leverance/en vare eller en delleverance, kan CPH ansvarsfrit tilbageholde enhver senere leverance/delleverance, henholdsvis hindre leverancens overgivelse til kunden, indtil kundens samlede forfaldne udestående er berigtiget over for CPH.
33. I tilfælde af forsinket betaling tilskrives morarenter fra forfaldsdagen, og indtil betaling sker, med 1% pr. påbegyndt måned. Ved forsinket betaling er CPH, uanset forsinkelsen vedrører samme eller andre af kundens ordrer, berettiget til uden varsel at standse alle leverancer og arbejder og i tillæg dertil, efter skriftligt påkrav med 10 dages frist, efter eget valg at ophæve en eller flere af aftalerne med kunden. Samme hæveadgang finder anvendelse ved anticiperet misligholdelse.
34. Kunden kan ikke foretage modregning i købssummen for krav hidrørende fra andre retsforhold, og kunden kan ikke udøve tilbageholdsret eller nægte betaling på grund af forsinkelse, reklamation eller modkrav vedrørende den konkrete leverance/vare.
35. CPH kan forlange at kunden stiller sikkerhed for leverancens/varens betaling, der i så fald stilles af kunden senest 8 dage efter anmodning herom.
36. EJENDOMSFORBEHOLD.
CPH bevarer ejendomsretten til leverancen/varen indtil endelig og fuld betaling er modtaget af CPH.
37. PRODUKTANSVAR.
CPH har erhvervs- og produktansvarsforsikring. CPH er ansvarlig i henhold til de bestemmelser i produktansvarsloven, der ikke kan fraviges ved aftale. CPH fraskriver sig ansvaret for produktskader på ethvert andet grundlag. Produktansvaret kan ikke beløbsmæssigt overstige dækningen på CPH produktansvarsforsikring. I den udstrækning CPH måtte blive pålagt produktansvar over for tredjemand, er kunden forpligtet til at holde CPH skadesløs i det samme omfang, som CPH’ ansvar er begrænset i henhold til nærværende punkt.
38. CPH er ikke ansvarlig for skader på produkter leveret af kunden, eller for produkter hvori disse indgår. CPH er ikke ansvarlig for mangler og manglende funktionsdygtighed, som ikke skyldes CPH’ forhold, og CPH er ikke ansvarlig i tilfælde af mangelfuld vedligeholdelse eller fejlagtig brug. Desuden er CPH i intet tilfælde ansvarlig, hvis andre end CPH har foretaget reparation eller andre former for tilvirkning af produktet.
39. Hvis tredjemand fremsætter krav mod CPH eller kunden om erstatningsansvar i henhold til nærværende bestemmelse, skal den anden part straks underrettes herom.
40. ANSVARSFRIHED.
CPH er ikke ansvarlig over for kunden, når følgende omstændigheder indtræder efter ordreindgåelse og hindrer eller forsinker forpligtelser af enhver art, såfremt den manglende eller forsinkede opfyldelse helt eller delvist kan henføres til forhold uden for CPH’ kontrol, herunder eksempelvis krig og mobilisering, oprør og uroligheder, terroraktioner, hacker- og cyber angreb, naturkatastrofer, strejker, lockouts, vareknaphed, mangel på arbejdskraft samt manglende eller forsinkede leverancer fra underleverandører, brand, manglende transportmuligheder, valutarestrektioner, import-og eksportrestriktioner, ekstraordinære indgreb fra statslige eller EU myndigheders side, dødsfald, sygdom eller fratræden af nøglepersoner mv.
41. TVISTER OG LOVVALG.
Tvister mellem parterne afgøres ved de ordinære domstole med retten i København som aftalt værneting. Tvisterne afgøres efter dansk ret.